Kruso Logo
Kontakt os

Krusader's Talk

Hvad skal vi egentlig med mennesker?

AI bygger ikke på fremtiden, men på fortiden. Og hvis vi vil skabe noget nyt, skal vi insistere på det menneskelige.

AI bygger ikke på fremtiden, men på fortiden. Og hvis vi vil skabe noget nyt, skal vi insistere på det menneskelige. 

AI er ikke kreativ. Den er ikke nyskabende. Den beregner. Det er faktisk det eneste, den gør. Bag alle imponerende demoer og lynhurtige præsentationer gemmer sig en statistisk maskine, der forudsiger, hvilket ord der sandsynligvis kommer næste gang. Det er ren sandsynlighedsberegning. Med andre ord: Alt det, vi får ud af AI, er i bund og grund et gennemsnit af det, vi allerede har sagt, skrevet, designet og kodet. 

Det kan være effektivt, men det er ikke nyt. Det er ikke modigt. Og det er sjældent menneskeligt. 

Alligevel er vi godt i gang med at automatisere alt fra sagsbehandling og tekstproduktion til design og beslutningsprocesser. Men hvis innovation bliver reduceret til statistik – hvad skal vi så egentlig med mennesker? 

Det er et spørgsmål, der bør fylde langt mere i den offentlige og private digitalisering. For endnu en gang slipper vi en teknologi løs, uden rigtigt at forstå konsekvenserne. Vi gjorde det med sociale medier. Nu gentager vi det med AI. Resultatet? Vi får løsninger, men vi mister langsomt evnen til at vurdere, om det overhovedet er de rigtige. 

Måske har vi brug for noget helt lavpraktisk som en mærkning: “Skrevet af et menneske”. Et digitalt nøglehulsmærke, der fortæller os, at nogen faktisk har tænkt selv. Ikke bare genbrugt gamle svar, men forholdt sig. For i takt med at indholdsmængden eksploderer, bliver det sværere at mærke forskel. 

Men vi skal kunne mærke forskel. Menneskelig tænkning er besværlig. Den tager tid, koster penge – men den er også den eneste vej til ægte forandring. 

Hvad kan vi så bruge AI til?

AI kan være et fantastisk værktøj, når det bruges rigtigt. Det kan analysere store datamængder, spotte mønstre og give os ny indsigt, vi kan handle på. Det kan automatisere de trivielle opgaver og frigøre tid til det, der skaber reel værdi. 

Men vi må aldrig lade den tage over. For så får vi netop det, AI excellerer i: mere af det samme. 

Hvis vi vil finde nye svar på gamle problemer, og nye løsninger på helt nye udfordringer, så må vi blive ved med at insistere på det menneskelige. På alt det, der ligger uden for gennemsnittet. For det er netop dér, mennesker hører til.