Kruso Logo
Kontakt os

Sådan reducerer du dit CO2-udledningen på dit website

IT udleder lige så meget CO2 som flybranchen. Her får du Krusos bud på, hvordan klimavenlighed kan tænkes ind i jeres website.

Digitalisering gør livet lettere og mere komfortabelt for os alle. Det har været et mantra gennem mange år. Derfor har User Centric Development været i fokus. Men IT udleder lige så meget CO2 som flybranchen, så vi er også nødt til at have fokus på, at digitaliseringen er så klimavenlig som overhovedet mulig. Den gode nyhed er, at det godt kan betale sig. 

Her får du Krusos bud på, hvordan bæredygtighed kan tænkes ind i jeres website.

Reducer det digitale ressourceforbrug

Kommuniker med tekst  Tekst er den letteste og derfor klimamæssigt den billigste måde at kommunikere på, når du kommunikerer via websitet. På 1 kilobyte (kB) kan man skrive 1000 tegn. Et billede på 50kB svarer til en tekst på 20 A4-sider. Hvis du vil kommunikere klimavenligt, skal du altså fokusere på tekst. 

Benyt klimavenlige illustrationer  Helt overordnet bør billeder bruges med omhu, hvis målet er et klimavenligt website. Men billeder kan godt gøres mere klimavenlige. Ved at benytte nye billedformater som webp og Avif kan et billede nøjes med at fylde 25% i forhold til det gængse jpg-format. Men det er desværre ikke alle browsere der ”forstår” de nye formater, så det samme billede skal gøres tilgængeligt i flere formater. 

Tænk også over, at billeder med mange detaljer fylder mere end billeder med få detaljer. Og at billeder med mindre kontrast fylder mindre end billeder med stor kontrast. 

Mange brugere læser ikke en webside til bunden. Derfor giver det god mening først at hente billeder fra serveren, når de kommer ind på brugerens skærm (lazy loading). På den måde spares der mange kB. 

Video står alene for over 80% af al trafik på internettet. Hvis du ønsker at gøre noget godt for klimaet, så lad være med at benytte video på dit website.  

Undlad Iframes og javascript  Der findes mange forskellige services, som kan indsættes på en side via iframes.  Det kan for eksempel være video og kortvisninger. Nogle iframes er meget uskyldige og bruger ikke mange kB, men andre er meget tunge. Video og kortvisninger forbruger rigtig mange kB. Du har derfor bedre kontrol over, hvor mange kB brugeren skal overføre, for at se dit website, hvis du undlader eller begrænser brugen af iframes. 

Javascript gør siderne levende på mange måder. Det er for eksempel med til at åbne menuer på en lækker måde, og det kan hente indhold ind på en del af siden, når brugeren har klikket et andet sted. 

Men mange javascripts bygger på frameworks, der fylder meget. Ofte fylder sådan et frameworks 2MB selvom websitet kun benytter en brøkdel af den kode, der overføres. Hvis der skal indsættes javascript på siden, bør det ikke benytte store frameworks. Skriv i stedet javascript, der passer præcis til formålet.

Det andet problem med javascripts er, at de kan hente og sende rigtig mange kB, uden at brugeren kan se det. En lille stump javascript kan benytte kode fra andre websites, og hente mange megabyte trafik. Et eksempel er statistikopsamling fra Google og eventtracking via Google Tag Manager. Her står javascripts og overvåger brugerens handlinger og sender konstant små beskeder tilbage til Google. Det skaber utrolig meget trafik og trækker ekstra ressourcer på brugerens PC/device.  

Brug HTML standard  Den næste udfordring er, at websitet skal være så let som muligt for browseren at vise. Der kan nemlig spares ressourcer på den enkelte brugers PC/mobil, hvis websitet benytter standard HTML og CSS.

HTML standarderne bliver løbende forbedret og der er i dag standarder, som løser udfordringer, som var nødvendige at benytte javascript til tidligere. Derfor kan det være en god ide at omkode ældre websites, så de benytter de nye HTML standarder og derfor benytter mindre javascript til at vise siden.  

Skriv mindre backendkode   I forhold til backendkoden er det svært at komme med generelle anbefalinger, da backendkode kan skrives på mange måde. Overordnet gælder det om at lave så få gennemløb eller ”løkker” i koden som muligt. I stedet for flere gennemløb i koden, kan det ofte lade sig gøre at lave bedre udtræk fra databasen, så der skal skrives mindre kode. 

Sæt caching op på siderne  I stedet for at skabe den samme side, hver gang en bruger besøger den, så kan udviklerne sætte caching op af enten hele siden eller dele af siden. På den måde sparer serveren ressourcer til at skabe siden igen. Caching kan indstilles til at udløbe efter et bestemt tidspunkt. Nogle sider kan være cachet i flere uger, mens andre dele af en side kræver, at cachen kun gemmes i få minutter. 

Websites, der aldrig ændrer sig, kan med fordel laves som statiske filer, så serveren ikke skal bruge et kodesprog og database for at sende hjemmesiden til brugeren.  

Anvend DNS caching  Der findes løsninger som Cloudflare, der tilbyder DNS caching. Første gang en bruger forespørger på en sides IP-adresse gemmer Cloudflare en kopi af siden. Næste gang en anden bruger forespørger på den samme side, sender Cloudflare siden tilbage i stedet for at sende IP-adressen på siden. Det betyder, at trafikken ikke engang når serveren, og derved spares der mange ressourcer på serveren. 

Kig på serverscripts  Nogle websites har serverscripts/programmer, der kører på bestemte tidspunkter. Det kan være en service, der tjekker for døde links, eller udsender nyhedsbreve på bestemte tidspunkter. Den type serverscripts kan bruge mange ressourcer på at kontrollere websitet.  

Nogle scripts er måske ikke vigtige, og kan helt stoppes. Andre scripts kan ændres, så de ikke kører nær så tit. Det er derfor vigtigt at kigge på disse scripts for at minimere ressourceforbruget. Og måske kan scriptsene ændres, så de først aktiveres, når der rent faktisk er behov for dem, i stedet for at køre hver 5. minut. At ændre et script til at reagere på en handling i stedet for at køre hvert 5. minut kan spare masser af ressourcer. 

Brug grøn hosting

Når I skal vælge hosting til jeres website, er det vigtigt, at I vælger et hostingcenter, der kører på grøn strøm. Og det er bestemt ikke alle hostingcentre, der gør det. Men de hostingcentre, som benytter grøn strøm, vil som regel gerne fortælle om det. Derfor kan du ofte læse om hvor langt hostingcentrene er i forhold til klimavenlighed på deres website. 

Internettet er et stort edderkoppespind, og en hjemmesides rejse fra serveren til brugeren er ikke altid den korteste vej. Undervejs bliver hjemmesiden delt op i datapakker, og de kan følge forskellige veje, før de forenes igen hos modtageren. Men med alle de forbehold, så er det en fordel, at vejen fra server til bruger er så kort som muligt. Hvis du kan vælge en hosting, der er tæt på de fleste brugere, vil det være en mere klimavenlig løsning. Det er dog svært at bevise, da den kortere rejse ikke kan kortlægges. 

Vær bæredygtig som webredaktion

Mange klimavenlige optimeringerne ligger i koden, og det er svært for redaktøren at gøre nogen forskel her. Men der er flere beslutninger, som weborganisationen kan tage: 

  • Er websitet nødvendigt? 

  • Er denne side nødvendig?  

  • Hvornår kan jeg slette siden? 

  • Kan jeg kommunikere via mere bæredygtige formater?  

  • Hvor meget statistik har jeg brug for? Bruger jeg statistikken? 

  • Behøver vi at understøtte gamle browsere? 

  • Kan jeg ændre et website til at være statiske filer i stedet for at være baseret på et CMS, der benytter database og mere serverkraft

Store fordele ved at tænke bæredygtig web

Det er ikke ukompliceret at tænke klimavenlighed ind i et website, og i nogle tilfælde sætter det begrænsninger for kommunikationen, men der er også klare fordele. 

Når dit website benytter færre ressourcer, bliver det vist hurtigere for brugeren, og den forbedrede hastighed betyder, at websitets søgemaskineoptimering er forbedret. Når websitet samtidig sender færre kilobytes, vil reccourceforbruget blive reduceret yderligere. Det lavere ressourceforbrug på serveren kan måske reducere jeres omkostninger til hosting, da mange cloud services er afregnet på forbrug. Websites, der benytter standard HTML, har bedre webtilgængelighed. Og websites, der er webtilgængelige, gør det lettere for søgemaskiner at læse dem. Sidst men ikke mindst, så kan signalværdien i et grønt website i sig selv være en gevinst for din virksomhed eller organisation.