Kruso Logo
Kontakt os

DPA-System.

En kompleks micro service baseret G2B selvbetjeningsplatform for materialespild.

Dansk Producentansvar (DPA) er en selvejende, non-profit organisation, oprettet i medfør af Miljøbeskyttelsesloven. DPAs formål er at udvikle og drive det lovpligtige, nationale producentansvarsregister for elektronik, biler og batterier, samt udforme og administrere en producentansvarsordning for de berørte markedsaktører.

Det nationale producent-ansvarsregister

”Producentansvar” indebærer, at den, der ønsker at fremstille eller sælge bestemte produkter, skal tage ansvaret for produktet i hele dets levetid. I Danmark faciliteres løsningen af dette via det nationale producentansvarsregister, som altså kan anses for helt centralt i den løbende sikring af, at import og produktion af produkter i Danmark foregår i henhold til den europæiske miljølovgivning om producentansvar, og at Danmark går forrest i den nye globale bæredygtige cirkulære ressourceøkonomi.

Ny digitaliserings-partner til DPA

Kruso indtrådte ved årsskiftet 2018/2019 som digitaliseringspartner for DPA. Omdrejningspunktet for samarbejdet var at gennemføre et komplet moderniserings- og nyudviklingsprojekt af det ”nationale producentansvarsregister”. Som en del af samarbejdet overtog vi desuden drifts- og supportansvaret for det eksisterende system, udviklet i perioden 2005-2017. Efter relanceringen af systemet, primo 2020 har samarbejdet været fokuseret på drift og videreudvikling af det nye system, i tråd med nye løbende lovgivnings- og forretningsmæssige krav.

Fokus på agil softwareudvikling

Vi indledte projektet med en afklaringsfase, hvorigennem det nuværende system, det omkringliggende tekniske landskab og forretningsmæssige krav blev klarlagt. Herudfra formuleredes en ny teknisk vision og systemarkitektur samt designspecifikation for brugeroplevelsen, som blev fundament for en agil udviklings- og lanceringsplan, baseret på en MVP-prioriteringsmodel. I første kvartal af 2020 lancerede vi en første version af det nye producent-ansvarsregister. De løbende definerede funktioner er efterfølgende lanceret efter en agil migreringsplan, hvor driften af det gamle system udfases løbende, efterhånden som de enkelte funktioner bliver implementeret i det nye system som nye micro services. I det løbende samarbejde vi har med DPA tilrettelægger vi vores arbejde ud fra brancheanerkendte agile metoder, med et dedikeret team organiseret omkring 14-dages sprints.

Nyt udviklings-framework

Det helt centrale for DPAs nye arkitektur er et udviklings-framework, som baserer sig på åben microservice- og API-baseret tilgang til data i .Net Core. Da systemet indeholder mange forskellige, men ret ensartede selvbetjeningsmoduler, bliver der løbende udviklet genbrugelige komponenter, der kan danne grundlag for fremtidige selvbetjeningselementer. Denne komponentbaserede tankegang gør sig gældende i både frontend- og backend-udviklingen, og gør det muligt at accelerere videreudviklingen af systemet. Ved backend-udviklingen fokuseres der på genbrugelige ‘microservices’, hvilket betyder, at det er muligt at arbejde på og udskifte de enkelte delkomponenter, med mindst mulig forstyrrende påvirkning af resten af systemet. I frontend-udviklingen fokuserer vi på at skabe en ensartet brugeroplevelse, der gør løsningen intuitiv enkel for brugeren.

Videre driftsupport af DPA system

DPA står nu med et fuldt moderniseret producentansvarsregister, der i langt højere grad forsimpler, effektiviserer og automatiserer arbejdsgange, der sikrer en mere stabil drift og giver højere fleksibilitet i forhold til videre udvikling. Kruso fungerer stadig som DPAs strategiske sparringspartner i forhold til optimeret drift, stabilitet, skalérbarhed og videreudvikling og yder løbende driftsupport på systemet.

Producentansvarsregisteret er bygget som service-orienteret arkitektur, som understøtter, at de forskellige services, som systemets funktioner og flows er bygget op omkring, kan håndteres via integrerede systemer.

Kontakt os